Vores historie om hvordan det er at få en Maine Coon i familien.
Vi vil løbende opdatere denne side og håber at vores historie vil være til inspiration 
for kommende Maine Coon ejere, og  underholdende læsning for nuværende ejere.

Opdateret 21. juni 2005

		Vi er en familie på 2 voksne, 2 store børn, hvoraf kun den ene bor hjemme, og 2 hunkatte Mollie og Sallie. Kattene er 2 ”gamle tanter” på 8 år – ganske almindelige huskatte, som der ikke er så meget spræl over mere. Mollie, kaldet "Den Grå Eminense", er aldrig hjemme, kun når hun skal sove ud, Sallie ligger mest i sofaen eller på skødet af os og sover. Det er da også ganske hyggeligt, men ………..
		Mollie til venstre, og Sallie

Vi fik ham hjem lørdag den 14. februar 2004 – en længe ventet dato. Nu var han blevet 12½ uge gammel, den 4½ uge’s ventetid havde været lang. Lonnie og Bjarne kom selv op og afleverede ham. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor Al Pacino gik på opdagelse i hele vores hus, og det så ud til at han befandt sig godt. Der var bare lige et enkelt ”men”, og det var ”tanterne” Sallie og Mollie. De brød sig altså ikke om den lille nye beboer, de sang begge to for ham – højt og inderligt, samt hvæsede af ham også. Men Al Pacino tog det altså ikke så nær, som Lennart og jeg gjorde. Han virkede rimelig ligeglad. Og Lonnie og Bjarne beroligede os med, at det nok skulle blive bedre, der skulle bare gå nogle dage. Lonnie og Bjarne fra Fribanikos Cattery.

Efter at Lonnie og Bjarne var gået tonsede han lige rundt en times tid mere inden han gik omkuld øverst oppe på kradsetræet. (Vi havde nogle dage forinden købt et kæmpehøjt kradseklatretræ).Han vågnede op igen da vi skulle spise – syntes åbenbart det duftede dejligt, og ville selvfølgelig være helt sikker på han ikke gik glip af noget, så han gjorde et ihærdigt forsøg at komme op på spisebordet (igen, igen, igen), men blev selvfølgelig sat ned lige så hurtigt som han kom op. Han hyggede sig hos os på skift, mens vi så film lørdag aften, og da vi skulle i seng gik han med Lennart og mig og blev der hele natten med ”motoren” kørende – dejligt.

Søndag var en dejlig dag, hvor vi kunne nyde ham fra vi stod op (eller fra han vækkede os kl. tidligt, hvor han startede motoren, og derefter gik i gang med at ”jage fødder”).  

Han følger os overalt, og hvis han ikke lige kan se os kalder han højt og inderligt. Han er utrolig social anlagt – han kommer også nogle gange hen, sætter sig ned lige foran fødderne, kigger op og MMMMIIIIIAAAVVVVEERRR, så vil han bare op og bæres og nusses – det sker tit og er utrolig dejligt. Han er meget snaksaglig – når vi siger ”heeej Pacino” ja, så svarer han altså igen med et laaaangt heeeeeeej. Han kommer og siger ”hej og dav” mange gange i løbet af dagen.

Han spiser rigtigt godt og drikker også fint. Han går faktisk ud til madskålen temmelig tit og giver sig goooood tid. Til dags dato har han taget 200 gram på om ugen, og det er som det skal være ifølge Bjarne og Lonnie fra Fribaniko's Katteri.

Den første dag vi skulle på arbejde kunne vi jo næsten ikke holde det ud - vi var meget rastløse, og ville bare hjem og se hvordan det gik. Og da vi endelig kom hjem kom Pacino søvndrukken ud og tog i mod os med et HØJLYDT HEEEEEJJJJJJJ, og straks startede han motoren og så skulle der lige kæles med os begge indtil han vågnede rigtigt, for så var det leg, der stod øverst på ønskelisten. Han er mest vild med en lille hvid mus som Lonnie og Bjarne havde med da de afleverede ham. Den leger han med hele tiden – meget længe ad gangen, den har allerede mistet et øre. Han løber rundt med den i munden og dropper den så ned forskellige steder, hvor der er lidt udfordring at mofle rundt med den.

Sallie begyndte efter ca. 4 dage at acceptere Pacino og en dag ”kyssede” de hinanden, faktisk flere gange og Sallie fandt sig også i, at han begyndte at lege med nogle ”gufknaser” jeg havde givet hende. Hun lod ham lege, sad bare og kiggede på ham, og flere gange gik hun også hen og snusede til ham. Så Sallie har helt sikkert accepteret ham. Mollie derimod har ikke helt vænnet sig til at han er der – hun synger godt nok ikke for ham mere, men hvæser fortsat når deres veje krydses og rejser børsterne og vil meget gerne markere at hun mener, at det er hende der skal bestemme. Pacino har dog ikke mere den store respekt for Mollie som han havde i de første dage efter at vi fik ham. Lige så snart Mollie går sin vej, lister Pacino lige så stille efter, for at se hvor hun skal hen.

Ellers bruger Lennart og jeg meget tid på bare at kigge på ham når han leger – han er utrolig underholdende, sjov, kær, dejlig og nuttet. De der store poter på det lille kræ, det ser jo unægtelig sjovt ud når han kommer løbende, eller også bare når han ligger i kurven – med forpoterne altid hængende udenfor.

Det tog ham ikke lang tid at lære os at lege "I kaster og jeg henter". Han startede med sin lille hvide mus, og har nu udvidet med bolde og Lecakugler fra vores planter. Nu vi taler om Lecakugler, så skal man altid lige huske at tømme sine sko inden man stikker fødderne i dem, det er ofte her Al Pacino gemmer lidt legetøj til dårlige tider. 

Al Pacino lever i højeste grad op til Maine Coon drengenes renommé. Han er en lømmel, en klovn, er direkte uartig og ret respektløs. Alt skal iagttages, undersøges og studeres i mindste detalje. Og al gang foregår som bekendt i løb, og det vil sige fuld galop igennem stuerne. Når han bliver træt, så styrter han her og nu. For det meste ligger han på de mest mærkværdige måder. Det ser ud som om at nogen har trukket stikket ud midt i et spring. Een arm er strakt helt fremad, den anden ligger bukket bagud i modsat retning, og så ligger han strakt ud i sin fulde længde med det ene ben strakt lige bagud. Det er da ikke normalt for en kat vel? En kat ligger da behageligt rullet sammen i et hjørne af sofaen, og spiller sofapude! Vi har for resten også givet ham et øgenavn, nemlig "skyggen". Han følger konstant lige i hælene på Mollie og Sallie rundt i huset. Et hvæs eller én på hovedet afskrækker ham ikke og får ham i hvert tilfælde ikke til at forstå, at han er lidt af en pestilens konstant at have hængende lige i haserne. Så når Mollie og Sallie vil have lidt fred så må de benytte sig af at det kun er dem, der har nøgle til kattelemmen, og så smutte en tur ud i haven.

To dage før udstillingen kørte vi ud til Fribanikos Cattery for at få ham shinet op. Det vil sige, negleklipning, vask og børstning. Vask er et must, da Maine Cooner ”fedter” i pelsen. Alene det at vaske en kat er noget af en proces. Tre forskellige produkter fra Ann-Dorrit Palmund’s produkter ”June's Original House of An-Ju Grooming Products” blev der brugt, for at hans pels kunne blive så flot og luftig som muligt. Han klarede det flot syntes vi, men der var nu ikke meget Maine Coon over ham, da han stod totalt gennemblødt med "piberenseren” hængende mellem benene i babybadekaret.

På anbefaling af Fribanikos mødte vi tidligt op på udstillingen (kl. 07.00) til indskrivning og lægekontrol, så vi undgik kø og kunne komme hurtigt ned i hallen for at indrette udstillingsburet. Vi havde lånt gardiner og underlag til buret af Fribanikos, og på udstillingen købte vi så nogle praktiske madskåle, der kan hænge på buret, og en lille tissebakke skulle der jo også være plads til. Alle katte skulle være i deres bur kl. 9.30, da udstillingen åbnede for publikum kl. 10.00. Herefter var det så bare at afvente, at Al Pacino skulle bedømmes af dommerne, og så i mellemtiden lade ham beundre af de mange tilskuere, som efterhånden fyldte den store hal i Herlev.

Inden Al Pacino og hans bror skulle over til dommerbordet, var vi lige ovre på Ann-Dorrit Palmund’s stand for at få dem ”shinet” lidt op. I hænderne på sagkyndige personer er kattene totalt afslappet og lader sig villigt manipulere rundt med. Så børstet og stylet gik vi målrettet mod dommerbordet og den hollandske dommer. Kattene skal holdes frem for dommerne på en speciel måde således, at de tager sig bedst ud, men samtidig ser afslappede ud. Da vi var lidt usikre på om vi kunne holde ham korrekt, fik vi også her god brug for Lonnie og Bjarne’s hjælp. Lonnie holdt Al Pacino frem, mens Bjarne holdt deres egen Al Capone.

Dommeren havde lidt problemer med at placere de to, næsten identiske, brødre indbyrdes. Men efter mange overvejelser og grundig gennemgang, placerede han brormand Al Capone som nummer 2 i killingeklassen og Al Pacino på en 1. plads! EX1 på hans første udstilling! Jo vi var meget stolte af ham. Annette måtte lige knibe 1 tåre eller 10. Og det var så lige dér vi besluttede, at det ikke blev sidste gang han skulle på udstilling! Vi var, som man siger ”blevet hooked”, og ikke kun på selve konkurrencemomentet, men også på miljøet og det fællesskab, der er imellem de enkelte opdrættere og udstillere. Al Pacino og vi vil være på den næste udstilling DARAK arrangerer, og det er i Hårlev den 9. maj 2004.

Påsken 2004. Solen skinner fra en skyfri himmel, og Al Pacino er ude i haven for første gang. Han nyder at løbe rundt samt alle de nye indtryk.
	Men nu skal Al Pacino jo ikke bare gå og ”loppe den” og hygge sig ude i haven, han må også ”arbejde for føden”, og tiden nærmer sig for DARAK’s næste udstilling, som løber af stablen den 9. maj i Hårlev. Han kan stadig være med i killingeklassen, da han først bliver 6 måneder 9 dage efter udstillingen. Så han vil jo være en ret stor killing, hvad vi håber vil ”give pote”. Vi har besluttet os for selv at prøve at vaske ham denne gang (vi må jo lære det), og valgte fredag som ”store vaskedag". Bjarne og Lonnie havde lovet os, at hvis det gik helt galt kunne vi komme ud til dem om lørdagen (udstillingen foregår om søndagen) og så kunne vi nå at redde det.
Vi havde haft hans badekar stående hele ugen inde i stuen for at han kunne vænne sig til det, og da det stod ude i badeværelset fyldt med vand, var han da også selv på vej op i det. Og det viste sig, til vores store overraskelse, at han tog det utroligt flot, han hverken bed eller kradsede, og nogle gange så det faktisk ud som om han nød det, når vandet rislede ned over ryggen på ham.  Det tog ca. 20-25 min. i alt, før han var klar. Jeg tørrede ham med et håndklæde og derefter børstede jeg pelsen op fra kroppen, mens han slikkede sig, så det var jo ligefrem teamwork. I løbet af lørdagen børstede jeg ham flere gange, for at få pelsen til at blive fyldig og luftig, så han kunne tage sig ud fra sin bedste side om søndagen. Vi skulle MEGET tidlig op søndag morgen, vi kørte hjemmefra kl. 06.00, for at være i Hårlev kl. ca. 07.00 til lægecheck. Efter lægechecket fandt vi hurtigt vores bur, og denne gang havde vi selv gardiner og underlag med, så vi gik i gang med at gøre buret klar, så Pacino kunne komme ind og slappe af, før det store slag.

Nu er det altså ikke så nemt som man tror, bare sådan at gå ud og købe sig en ny Maine Coon, for nu var vi jo også blevet lidt kræsne + at vi nu også ved meget mere om, hvordan en Maine Coon skal se ud, især på udstillinger, for den nye killing skal ikke kun være Pacino’s legekammerat, men også have potentiale til at blive udstillet, ligesom Al Pacino selv.

Efter lang tids søgen, og mange sammenligninger og vurderinger senere af forskellige killinger, samt utroligt stor og uvurderlig hjælp fra flere opdrættere, faldt vores endelige valg på Chimera’s Flicker Like Fire. Af alle de killinger vi har  kigget på, var han den, der gik lige i vores hjerter med store træsko. 

Al Pacino har i lang tid plaget os om at få en stor løbegård han kan tumle sig i, i stedet for at han skal have sele på og en lang snor, som begrænser ham i hans leg, og som han siger: ”Den sele ødelægger altså min pels, og formindsker mine chancer på udstillingerne”, og det har han jo ret i, så vores næste projekt er at få lavet en løbegård, og den skal helst stå færdig inden Flicker kommer hjem til os. Vi har lavet en tegning og målt op, og materialerne er indkøbt, så nu er det bare med at komme i gang. På billedet ses haveafdelingen, som bliver på 140 kvadratmeter. (Det kan ses på billedet afgrænset med en høj græskant). Derudover laver vi en afdeling, der er flisebelagt og delvist overdækket under udhænget i vores husgavl, (ses til venstre i billedet) og denne afdeling bliver på ca. 36 kvadratmeter. De to afdelinger bliver forbundet med en tunnel, så der er lidt udfordring i at komme fra den ene afdeling over til den anden. Kattene får adgang til udendørsarealet via en kattelem.

  Projekt løbegård

Det første spadestik - projektet er gået i gang. Vi har besluttet, at lave den lille løbegård færdig først, så Pacino og Flicker hurtigst muligt kan komme ud. Vi har allieret os med Lonnie og Bjarne fra Fribanikos. De har jo prøvet det et par gange før, og ville gerne hjælpe os i gang – gudskelov! Det gik rigtigt godt den første dag, vi kom faktisk ret langt. Bjarne og Lennart knoklede der ud af, og Lonnie og Annette ”gik til hånde”. Det ydre skelet til begge afdelinger blev færdige, så Lennart kunne selv de efterfølgende dage bygge resten af skelettet færdigt.

Da det blev tid til at sætte tråd på den lille afdeling, ”friede” vi til Lonnie og Bjarne igen. Det var meningen, at Bjarne bare skulle hjælpe Lennart i gang, men Bjarne kunne ikke ”styre sig”, så det endte med at Bjarne og Lonnie igen blev hele dagen og arbejdede – vi var dybt taknemmelige, for uden Bjarne’s ekspertise, var vi aldrig nået så langt på så kort tid.

Nu stod den lille løbegård faktisk færdig, så nu kunne Pacino og Flicker endeligt komme ud. Lennart monterede en kattelem i terrassedøren, så de selv kunne gå ud og ind – åhh, hvor de nød det! Det var dejligt at se. Denne afdeling vil hen ad vejen blive indrettet med forskellige aktiviteter, hylder og huler m.m. En uges tid efter kunne der også sættes tråd på haveafdelingen, og Lennart arbejdede lidt hver aften, når vi kom hjem fra arbejde, og i skrivende stund er den så meget færdig, at Pacino og Flicker sagtens kan være derude, men under opsyn, da der mangler at blive sat strømførende tråd på øverst oppe. Indretningen i denne afdelingen skal være naturting, såsom træstammer, buske, og træplatforme o.lign. Hele "projekt løbegård" kommer i galleri under "billeder" snarest.

Ann-Dorrit Palmund fra Mystery Coon´s katteri har betroet os hendes pragtfulde og kærlige Maine Coon Spirit. Vi er dybt beæret over den tillid Ann-Dorrit har udvist os ved at lade os modtage hendes skønne kat. Den 12. juni flyttede Spirit ind og blev straks accepteret af Pacino og Flicker som en del af familien. Spirit er utroligt kontaktsøgende og social, og det har vist sig, at hun med sit rolige sind har haft en positiv indvirkning på vores katte, og ikke mindst på Pacino, der nu har fået en jævnaldrende legekammerat, noget som han, set i bakspejlet, skulle have haft fra dag ét.

Så nærmede dagen sig for udstillingen i Ribe den 27. juni 2004, og vi havde tilmeldt Pacino og Flicker. Men Flicker nåede aldrig med, da der skete det frygtelige, at han – i ét af sine mange badutspring - brækkede det venstre forben i albueleddet. Det var både brækket, ledbåndet var røget og der var gået en flig af knoglen. Det var så slemt som det overhovedet kunne være. Han kom på operationsbordet på Skovshoved Dyreklinik og fik sat to stifter ind, og så skulle han så ellers holde sig i ro i de næste 5-6 uger. Og det vil sige ikke hoppe op og ned fra noget, ikke tonse rundt med Pacino, men kun gå stille og rolig rundt eller ligge ned. Prøv at sige det til en legesyg killing!!!
Kirurgen mente, vi skulle sætte ham i vores store transportkasse, men vi faldt heldigvis et andet alternativ, for godt nok var han en lille killing, men alligevel!!

På udstillingen i Frederikssund den 15. august havde vi også denne gang kun Al Pacino med. Flicker var stadig lidt nøgen på hans ene arm efter operationen, og Caradoc var blevet forkølet – æv. Det gik også godt for Pacino denne gang. Han blev EX1, BIV og NOM. Blev endnu en gang slået på scenen med 2 point. Vi håber, at vi kan få både Flicker og Caradoc med på udstillingen i Brørup den 26.09.2004.

Flicker er nu kommet sig helt oven på sin operation. Han går helt fint, halter ikke mere, så nu kan han både løbe rundt og lege samt hoppe op og ned fra ting. Vi passer selvfølgelig stadig på, men det er dejligt, at han nu er ”fit for fight”. Han er glad for sin nye legekammerat Caradoc. De tilbringer meget tid sammen – de hygger sig rigtigt. Flicker har også tillagt sig den dejlige vane med at kysse!! Så nu har vi to ”kyssemisser”. Han er utrolig blid, kærlig og kælen. Vi tror han selv er klar over, at han skal tage det lidt med ro, for han var lige så ”tonsende” som Caradoc er inden det gik galt og han brækkede det ene forben. Nu gør han ikke noget overilet – selvfølgelig leger han og spiller fodbold, men han gør det stille og roligt. Han elsker også at ligge på skødet og putte. Han er en virkelig dejlig dreng.
Nu nærmer tiden sig for udstillingen den 26.09.2004 i Brørup, og vi har tilmeldt både Pacino, Flicker og Caradoc. Det bliver spændende med de to små, hvordan de klarer sig.
Fredag den 24. september var det ”storebadedag”. Tre katte skulle i bad. Annette startede med Flicker, og han tog det utroligt flot, han er jo så blid og stille, så det var ikke noget problem at vaske ham. Næste kat blev Caradoc, og han er jo en ”spradebasse” af rang, så han gjorde jo alle mulige forsøg på at komme op af badekarret, men han accepterede det til sidst. Sidste kat i bad var Pacino. De sidste gange han er blevet vasket har vi begge to gjort det – Lennart har holdt ham og Annette har vasket ham, men denne gang valgte Annette at gøre det selv ligesom med Flicker og Caradoc. Det gik også rigtig godt, han prøvede godt nok at undslippe et par gange, men slappede af til sidst.
Søndag drog vi af sted til Brørup med alle tre katte. Caradoc blev rost at dommeren for hans silkebløde pels – ja hele hans udseende kunne hun li’, samt at hun var helt vild med at han kyssede hende!! Han blev EX2. Om Flicker sagde dommeren, at han havde et dejligt udtryk samt et dejligt temperament, men en lidt hård pels. Han blev EX3. Pacino klarede sig lige så godt som tidligere. Han blev CAC, BIV og NOM, men blev igen slået på scenen.